ARoS Aarhus Kunstmuseum

Et af Aarhus’ varemærker er regnbuen på toppen af ARoS, men kunstmuseet har meget mere at byde på end blot regnbuen. Tag på opdagelse i spændende kunstudstillinger eller nyd et glas vin i ARoS WINE & FOOD.

 

Oplev Nordeuropas største kunstmuseum

ARoS er et ideelt udflugtssted for jer, der er interesseret i kunst. I kan gå på opdagelse i forskellige tidsaldre, de forskellige udstillinger strækker sig fra den danske guldalder over dansk modernisme til international nutidskunst. Udstillingerne er fordelt på 10 etager, hvoraf tre af disse er museets faste udstillinger.

Én af de faste udstillinger er ”No Man is an Island – The Satanic Verses” og afspejler nogle af de udfordringer, man gennemlever i sin levetid i forhold til menneskesyn og værdier. Scenografien i udstillingen er nedtonet, så hver enkelt værk bedst muligt kommer til sin ret. 

ARoS er også hjemsted for den ikoniske ”Boy” af Ron Mueck. Skulpturen er 4,5 meter høj og er støbt i glasfiber og vejer intet mindre end 500 kg. ”Boy” har været på ARoS siden 2004 og er i dag en af kunstmuseets varemærker.

Det kan du opleve på ARoS

Pige på besøg på Aros Kunstmuseum i Aarhus
© Your rainbow panorama, Olafur Eliasson, 2006 - 2011, ARoS Aarhus Art Museum
Aros Panorama på Kunstmuseet Aros i Aarhus
© Your rainbow panorama, Olafur Eliasson, 2006 - 2011, ARoS Aarhus Art Museum.

Kunst for enhver smag

Bortset fra de tre faste udstillinger byder kunstmuseet på særudstillinger, som skifter hvert år. Disse særudstillinger er både af nationale og internationale kunstnere, så der er god variation og noget for enhver smag. Det kan derfor garanteres, at det aldrig er kedeligt at aflægge ARoS et besøg.

Toppen af ARoS

Et værk som mange ikke nødvendigvis vil betegne som en udstilling, er Your rainbow panorama, som er den ikoniske regnbue på toppen af museet. Regnbuen er designet af den dansk/islandske kunstner Olafur Eliasson og er en stor ring bestående af alle spektrets farver. Det er et spektakulært kunststykke, som ifølge kunstneren skal udviske grænserne mellem indenfor og udenfor.

Your rainbow panorama er 150 m lang og I kan nyde en fantastisk udsigt over hele Aarhus.

Timeout fra kunsten

Men museet byder på mere end blot kunst, så går I sukkerkolde under turen på ARoS, så kan I slå et smut forbi én af de to ARoS WINE & FOOD. Her har I mulighed for at nyde et glas vin, kaffe eller te sammen med lækre snacks, som både kan være søde eller salte. Efter et besøg her er I klar til at udforske resten af museet.

Ofte stillede spørgsmål om ARoS

Hvornår åbner ARoS?

Tirsdag-fredag: 10.00-21.00

Lørdag-søndag: 10.00-17.00

Mandag er ARoS lukket.

Hvor ligger ARoS?

Aros Allé 2

8000 Aarhus C

Hvad koster et beøsg på ARoS?

Voksne koster 150 kr.
Unge under 31 år samt studerende koster 120 kr.
Børn under 18 år er gratis.

Kunstmuseet Aros i Aarhus
© ARoS Aarhus Art Museum and Ditte Isager
Kaffe på Aros Kunstmuseum i Aarhus

Find vej

ARoS er hverken svær at genkende eller svær at finde, da regnbuen er synlig fra store dele af Aarhus C.

Kommer I derimod direkte til kunstmuseet med bil, så er det her adressen:

Aros Allé 2

8000 Aarhus C

Aros Kunstmuseum i Aarhus
© Your rainbow panorama, Olafur Eliasson, 2006 - 2011, ARoS Aarhus Art Museum. Photo: Kim Wyon