Ideer til oplevelser på Bornholm
Uanset hvem I er afsted på ferie, så er der udelukkende gode oplevelser i vente på hele øen. Er I en stor familie afsted sammen eller har I børn med på ferie, så er der spændende attraktioner og mange forskellige former for udendørsaktiviteter, som I kan se frem til.
Er I modsat en gruppe af venner afsted på ferie sammen, så kan I se frem til gode øl på de lokale bryghuse og spændende madoplevelser i verdensklasse lavet på lokale råvarer.
Gode oplevelser og spændende udflugter i Bornholms unikke natur
Har I brug for smuk natur, og at der sker noget, når I er på ferie, så er Bornholm det helt rigtige sted for jer at holde ferie. Bornholm byder på smukke og eksotiske naturområder, der spænder bredt fra voldsomme klipper til brede marker og klare søer.
At beskrive Bornholm som naturskøn er ikke på nogen måde dækkende for de storslåede naturoplevelser, som øen gemmer på.
Bornholm er omgivet af naturskønne omgivelser, og går som sagt under tilnavnet Klippeøen, fordi særligt den nordlige del af øen er karakteriseret ved dets unikke klippelandskab. Nordøen er prydet med forskellige klippeformationer, som I sammen kan udforske.
Besøg blandt andet de kendte Helligdomsklipper på strækningen mellem Tejn og Gudhjem. Klipperne har fået deres navn efter en gammel, hellig kilde, som havde sit udløb ved klipperne. En anden af klippeformationerne, som I ikke må glemme at besøge, ligger tæt på Hammershus.
Når I besøger den gamle borgruin og går en tur ad Kyststien kan I vest for Hammerhus spotte en klippeformation, der mest af alt ligner to kamelhoveder, der kigger mod land.
Til højre for kamelhovederne ligger en anden klippe, der ligner et løvehoved.
Brug eftermiddagen på historiske naturoplevelser
Et godt bud på en eftermiddagsudflugt kunne tage sit udgangspunkt i nogle af øens attraktioner; start eventuelt med Almindingen. Almindingen er den største skov, der findes på Bornholm, og derudover rummer den også Bornholms højeste punkt.
Punktet går under navnet Rytterknægten og herfra kan I vælge at tage turen op i Kongemindet, et tårn bygget i 1856.
Tårnet har fået sit navn for at mindes et besøg fra Kong Frederik VII og Grevinde Danner i 1851 og fra tårnets top har I en enormt smuk udsigt over Bornholm.
Ekkodalen
Når I har nydt udsigten fra Rytterknægten, kan I gå turen over til den kendte sprækkedal Ekkodalen. Her kan I råbe de kendte ord “Hvad drikker Møller?”. Kan I selv gætte svaret?
På turen går I igennem noget af Bornholms ældste skov, der er omkring 200 år gammel, samt den store sten Rokkestenen, som vejer omkring 7 tons. Stenen er et levn fra den sidste istid og hvis I giver jer god tid, kan I finde det helt rigtige sted, som ved skub får stenen til at rokke frem og tilbage.
Der er i alt tre rokkesten på Bornholm. Den største ligger i Paradisbakkerne, den anden største i Rutsker Højlyng på det nordlige Bornholm og den tredjestørste i Almindingen, som er den I kommer forbi.
Poolhus nær Bornholms bedste strand
Bornholm er et mekka for strandløver og badenymfer. Vores luksussommerhuse ligger alle mellem Snogebæk og Dueodde, tæt på den smukke Dueodde Strand, der er kåret af rejseguiden Lonely Planet som én af de bedste strande i Europa, mon ikke I også tænker efter jeres besøg, at det er helt på sin plads, at det er en af Europas bedste sandstrande.
Men der findes mange andre gode hvide sandstrande, heraf også mange gode badestrande på Bornholm. Strækningen fra Hasle til Balka syd om øen er faktisk en lang sandstrand på ca. 50 km.
Badestrandene på den sydlige del af øen er lavvandede og dermed særligt populære hos børnefamilier.
Aktiv ferie på Bornholm
På Bornholm er der mange muligheder for en aktiv ferie, når du besøger et luksussommerhus eller en hyggelig og velindrettet lejlighed. Øen kan med fordel opleves på cykel på de mange uforstyrrede cykelruter.
Vandreruten Kyststien, som går øen rundt, er i alt 120 km., men opdelt i etaper. så her er mulighed for dagsture, eller længere vandreture for de øvede. Naturområderne Paradisbakkerne og Almindingen byder også på smukke vandreture.
Klippeøen er selvfølgelig også ideel til klatring, rapelling og til ture på mountainbike. Området ved Opalsøen er særligt besøgt af klatrere og mountainbikere.
MTB sporene på Bornholm er kendt som noget helt særligt pga. det unikke terræn, og kan give selv øvede MTB’ere udfordringer ud over det sædvanlige.