Husets faciliteter
Et VillaVilla-hus har mange faciliteter, som naturligvis er til fri afbenyttelse, mens I opholder jer i huset. Vi håber, I får masser af glæde af og sjove stunder med dem. Vær søde at behandle huset og dets faciliteter med samme respekt som var det jeres eget. Skulle I være så uheldige at komme til at ødelægge noget, så giv straks servicekonsulenten besked. Har I booket gennem VillaVilla, har I nemlig en lejerskade-forsikring inkluderet i lejeprisen, som dækker langt de fleste skader.
Pool
Poolen har en konstant temperatur på 26-29 grader og er klar til brug, når I ankommer til sommerhuset.
For at sikre den optimale vandkvalitet, føres der regelmæssig kontrol med husets swimmingpool. I er i henhold til vores lejebetingelser forpligtet til at give pool-teknikeren adgang til poolrummet.
I er som lejere af et VillaVilla sommerhus af sikkerhedsmæssige årsager endvidere forpligtet til at følge enhver anvisning fra VillaVilla, husejer eller husets servicekonsulent vedr. brug af swimmingpoolen.
Brug af swimmingpool og spa er på eget ansvar og børn må aldrig opholde sig i poolrummet uden opsyn af voksne.
Husk at tage et grundigt brusebad før poolen og spa benyttes. Det forurener vandet ca. 200 gange mindre og bidrager dermed til en markant bedre vandkvalitet og færre bakterier.
Hvis I gerne vil bidrage til at holde forbruget i det lejede poolhus nede til gavn for både pengepungen og miljøet, anbefaler vi, at I lægger pooltæppet over poolen, når den ikke er i brug og at I sørger for at holde gulvet i poolrummet tørt. På den måde undgår I at sætte affugteren på overarbejde.
Spabad
I skal som oftest selv fylde spaen med vand. I de fleste sommerhuse tager spabadet vand fra poolen, som allerede er mellem 26 og 29 grader varmt og varmer det herefter yderligere op. Det forkorter opvarmningstiden betragteligt. I poolrummet finder I også en indendørsspa-vejledning, som ofte er placeret på væggen. Ligesom jeres værtsteam også er behjælpelige med betjeningsvejledning til såvel inde, som udespa.
Sauna
På flere saunaovne sidder der både en timer og en termostat. Mange kommer til at dreje på dem begge, hvilket resulterer i, at saunaovnen først starter efter et antal timer. Ønsker man, at saunaen skal starte med det samme, skal der kun drejes på termostaten.
Brændeovn
Brænde til brændeovnen er ikke inkluderet i lejebeløbet, men sælges ofte lokalt i små portioner. Husk, at brændeovnen skal tømmes for aske inden afrejse.
Billardbord
Der må ikke stilles drikkevarer e.l. på billardbordet, da det desværre alt for ofte resulterer i pletter på de dyre billardduge, som i så fald skal erstattes.