Sommerhuse ved Sejerø Bugt

Afslapning på stranden går hånd i hånd med kunstneriske oplevelser, når I tager på ferie ved Sejerø Bugt

Sejerø Bugt er den oplagte sommerhusdestination for familier, der ønsker en ferie med naturoplevelser, ro og afslapning ved stranden. Området ligger i en bue ud til Kattegat mellem Sjællandsodde og Røsnæs og har en af Sjællands længste og bedste strande. Bag klitterne ligger kuperede naturområder og venter på jer sammen med flere kunstneriske seværdigheder. Kigger I den modsatte vej og ud i vandet spotter I Nekselø, en fredet ø, der byder på mange spændende naturoplevelser, hvis I vælger at krydse vandet med færge og tage en dagstur dertil.

Gå på opdagelse i vores udvalg af flotte sommerhuse på Nordsjælland.

 

17

Attraktioner

43

Sommerhuse

Naturen ved Sejrøbugten

Sejerø Bugt er et strandparadis uden lige

Strandene i Sejerøbugten er gode, fordi de er smukke, familie- og børnevenlige og sikkerheden er i top. Langs Sejerø Bugt ligger syv dejlige strande: Ellinge Lyng Strand, Gudmindrup Strand, Høve Skov Strand, Høve Strand, Lumsås Sønderstrand, Sanddobberne Strand og Tengslemark Strand. Sidstnævnte er en af bugtens bedste sandstrande på grund af sin bredde og det meget lave vand, der gør stranden utroligt børnevenlig. Derudover er stranden god til wind- og kitesurfing.  En anden særligt børnevenlig strand er Lumsås Sønderstrand, da vandet her langsomt bliver dybere og dybere. Her er altså plads til vandhunde på flere niveauer. Er I en større flok afsted, så er Gudmindrup Strand perfekt. Vandet er lavt langt ude, stranden er 30 meter bred og i sommerperioden er stranden bemandet med et livreddertårn fra Tryg Fonden, så I med ro i sindet kan koncentrere jer om at nyde tiden sammen.

Vil I gerne have mulighed for at få et lille afbræk fra stranden, er Ellinge Lyng Strand det oplagte valg for jer. Her ligger et smukt fuglereservat mellem stranden og parkeringspladsen. Reservatet krydser man via en bro i cirka 400 meter og der er rig mulighed for at gå på opdagelse i området, når sand og vand bliver for meget.

Strande ved sejrø bugten

Et inspirerende landskab for århundreders kunstnere

I mere end 200 år har landskabet omkring Sejerø Bugt været inspirationskilde for kunstnere. I 1930’erne bosatte en gruppe malere sig i området for at indfange det særlige landskab med mange gravhøje og stejle skrænter skabt af sidste istid. Denne gruppe malere er i dag kendt som Odsherredsmalerne og blev ført an af Karl Bovin og Kaj Ejstrup. Gruppens særlige karakteristika var dyrkelsen af naturalistisk kunst, der i resten af den kunstneriske verden havde veget pladsen for modernisme. Om denne kunsthistoriske arv har haft en finger med i spillet er ikke til at vide, men sikkert er det, at området omkring Sejerø Bugt stadig er spækket med kunstoplevelser tæt på det store sommerhus, vi udlejer. Teater, museer, udstillinger, gallerier, samlinger og åbne værksteder fylder egnen. Besøg Odsherreds Kunstmuseum, der ligger vægt på Odsherredsmalerne og den kunst, der er kommet til både før og efter gruppens indtog i området. I kan også slå et smut forbi Majken Á Grømnas keramikværksted og atelier, der udstiller koloristiske landskabsmalerier og unikt stentøjsarbejde med naturen som udgangspunkt, og glaskunstneren Anne-Marie Olesen, der udstiller eget glaskunst, bronzekunst fra Athen, rakubrændt kunst fra Skagen og lokale sølvsmykker.

Tag en dagstur til Nekselø

Nekselø ligger i den sydlige del af Sejerøbugten og er en moræne ø skabt af aflejringerne fra sidste istid. Med en kort færgetur på 20 minutter er det nemt at komme til øen, der er fredet og dermed byder på skønne naturoplevelser. Det er den mest kuperede ø i Danmark og kan opdages på en af de to vandreruter, der går henholdsvis nord- og syd om øen. Turen mod nord er markeret med brune pile og turen mod syd med grønne. Man kan også vælge at gå begge ruter, der i alt er 7 km. lange. Øen har et meget rigt dyre- og planteliv og på grund af dens status som fredet lever også mange særlige planter og dyr her. I kan være heldige at opdage de specielle klokkefrøer, men det er mere sandsynligt, at I hører dem fremfor, at I ser dem. Lyden minder meget om et pust over en tom flaske, så spids ørerne og måske I er heldige at kunne spore jer ind på, hvor de små, grønne dyr gemmer sig! Det er vigtigt at bemærke, at man skal medbringe alt til turen, da der hverken er mulighed for indkøb eller overnatning på øen. Så pak en madpakke hjemmefra i sommerhuset og tag familien med på opdagelse.

Fiskeri på Sejerø

Øen, der har givet bugten sit navn, er omringet af vand, hvor nogle af Danmarks fineste spisefisk har hjemme. Her er der mulighed for at fange både pighvar, søtunge, multe, stenbidder, ørred, rødspætte, torsk, skrubbe, makrel, hornfisk og sidst men ikke mindst havørred, hvis man fisker i løbet af efteråret. På Sejerøs campingplads ligger fiskepladser, der er perfekte for lystfiskere. Fiskepladserne gør det muligt for lystfiskerne både at fange fisk, men også tilberede deres fangst eller forberede den til turen hjem. Sejerø Camping afholder løbende fiskekonkurrencer, hvor fangsten går til Restaurant Sejerøs kokke, der tilbereder fiskene til glæde for alle. Ellers er det også oplagt at tage fangsten med hjem i sommerhuset og tilberede den i det store XL-køkken, som næsten alle de store sommerhuse er udstyret med.

Kombiner ferien i sommerhus med en tur til storbyen

Området ved Sejerø Bugt har som beskrevet mange kvaliteter, hvad angår naturoplevelser og kvalitetstid til familien, men derudover har området også en god placering i forhold til mange af de spændende byer, der ligger på Sjælland. Kombiner sommerhusturen på stranden med et smut ind til Roskilde, der ligger en lille time i bil mod sydøst, og besøg byen, der både lægger navn til den internationalt kendte musikfestival Roskilde Festival og som er historisk samlingspunkt for store dele af Danmarkshistorien. Imens I er her, kan I slå et smut forbi Roskilde Domkirke, vikingeskibsmuseet eller RAGNAROCK, et museum for pop, rock og ungdomskultur.

Vil I hellere til København er det også en mulighed. Det tager kun 1 time og et kvarter i bil fra de store sommerhuse i det nordsjællandske, førend I befinder jer i Danmarks hovedstad og alt, hvad den har at byde på gastronomisk, historisk og kulturelt. Har I ikke lyst til at køre helt så langt, kan I vælge at besøge købstaden Nykøbing Sjælland, der ligger blot 20 minutter i bil mod øst fra sommerhuset i Odsherred. Nykøbing Sjælland er en mindre by, der har stor kunstnerisk værdi. Besøg et af de mange gallerier, glaskunstsmuseet eller måske det psykiatriske museum, der tager jer med gennem udviklingen, der har været i Danmark i forbindelse med behandlingen af psykisk syge patienter.

​​Sommerhusudlejning ved Sejerø Bugt

Vil tilbyder udlejning af store sommerhuse med pool ved Gudmindrup i Odsherred, tæt ved Sejerø Bugt. Er du på udkig efter sommerhuse andre steder på Sjælland, har vi også sommerhuse i Nordsjælland og på Lolland, Falster og Møn.